Sådan laver du din egen birkesaft
Saften fra birketræet er en naturlig råvare med en sødlig smag og mange anvendelsesmuligheder. I kan drikke den, bruge den i madlavningen eller hælde den i håret.Et voksent birketræ kan suge mange hundrede liter vand i løbet af et døgn. Vandet er blandet med sukker fra træets rødder, og I kan nemt tappe saften og opleve smagen af et birketræ. Saften kan nemlig drikkes direkte fra træet.
Blot er det vigtigt, at I finder et sundt birketræ med en stor trækrone. Stammen skal være mindst 15 cm i diameter, og I skal huske at spørge ejeren af træet om lov til at tappe saften fra træet.
Tip: I Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder, må man klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.
Sådan gør i
- Klip en fingertyk gren over.
- Stik grenen ind i flasken og bind flasken fast til grenen med en snor rundt om flaskens krave.
- Saften vil nu selv løbe ned i flasken.
- Over et par dage vil I på denne måde kunne tappe et par liter birkesaft. Herefter lukker grenen selv såret.
Hvis I skal bruge en større mængde birkesaft
- Bor et ca. 10 mm bredt og 10 cm dybt hul lidt skråt opad ind i træet, så saften kan løbe ud. Undgå at bore hvor der er knaster eller grene.
- Rens og skyl hullet for træsmuld og træspåner.
- Stik en plastik- eller gummislange igennem en gummi- eller korkprop.
- Sæt proppen fast i hullet i træet og stik slangen i en flaske eller dunk. Sørg for at systemet lukker tæt, så I undgår bakterier og svampesporer i saften.
- Tøm flasken eller dunken hver dag, indtil I har den ønskede mængde birkesaft.
- Når I er færdige med tapningen bør I lukke tappehullet med en korkprop, som bankes ind i hullet i træet.
Hygiejne og holdbarhed
Det er vigtigt, at den flaske eller dunk I tapper i er helt ren, for at undgå spredning af bakterier. Når saften er tappet skal den opbevares i køleskab, hvor den kan holde sig i op til fem dage. Hvis I fryser saften ned kan den holde sig i op til et år.
Masser af mineraler
Saften fra birketræet indeholder 99 pct. vand. Den resterende procent er fruktose, glukose, frugt-syre, aminosyre, c-vitamin og mineralerne kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium og jern.